Projekt fra Roskilde Pædagog Seminarium af pædagogstuderende Jørgen Damm Rasmussen, Rikke Juul Gybel Bergman, Camilla Emilie Herlev Vindeløv, Casper Hershøj Svarrer og Sebastian Hjort Jørgensen. Januar 2009. Jeg har fået lov til at gengive det på min hjemmeside. Et godt og fint projekt, som fortjener at blive læst. Jeg håber, det vil gavne de mange mænd, der er udsat for overgreb, så det holder op med at være et tabu. Så mændene kan få et godt og værdigt liv med selvtillid og selvværd. Troen på at de er gode nok, for det er de.

 

Voldsramte/udsatte mænd.

I denne opgave har vi valgt at belyse emnet voldsramte eller udsatte mænd, dette har vi valgt da vi synes der er alt for lidt fokus på dette emne. De problemstillinger vi har valgt at kigge på er, om tabuet om voldsramte mænd er grunden til at der er så lidt fokus på det? Vi vil gerne kigge på statens rolle i det, om de gør nok for at fremme og bevare mandecentre? Behandlingsformer og hvem der behandler, er det psykologer, pædagoger eller andet. Vi vil også meget gerne kigge på om der er en fælles ting i opvæksten der gør mændene mere udsatte.

 

Institution.

Vi har været inde og besøge mandecentret i København. Mandecenteret er et tilbud for udsatte mænd, der er plads til at 10 mænd kan bo på centeret, der er også plads til at de må have deres børn boende. Centeret er bygget op med fællesrum, fælleskøkken, værelser, fælles bad og toilet, legerum for børnene og en kæmpe tagterrasse. Værelserne er indrettet med en sovesofa, arbejdsplads og et skab, der er desuden tv og internet på alle værelser. Mandecenteret har valgt at tage husleje for at bo der, beløbet er det samme som på et herberg. Der er dog ikke kost med i huslejen, beboerne køber selv ind og laver mad. Medarbejderne på mandecentret er Vinnie som er uddannet inden for offentlig forvaltning, derudover er der ansat terapeuter, socialpædagoger, socialrådgiver og antropolog. Medarbejderne er der til klokken 20, resten af aftenen og hele natten er beboerne alene på centeret, der er dog overvågning i fællesarealerne og ved hver udgang, værelserne og værelsesgangene er dog private og overvåges ikke. I weekenden er medarbejderne på centeret fra klokken 10-18. På mandecenteret er der visse regler og krav til beboerne som skal overholdes, det er blandt andet at man ikke drikker sig fuld, ryger sig skæv eller larmer den halve nat, hvis disse krav ikke bliver overholdt, bliver man smidt ud. Mandecenteret har kontakt med flere af de mænd som har boet og fået rådgivning hos dem, der er blandt andet en historie om en mand som havde mistet alt og som efter sit ophold på centeret fik en virksomhed op at stå og livet på plads. Han kom endda ud på centeret en dag og serverede mad for dem alle.

 

Individet.

Voldsramte mænd findes ikke. Et bedre ord er udsatte mænd. De mænd der har været udsat for direkte vold, vil ikke selv mene at de er voldsramte. De opfatter ikke, det at blive slået som vold. De ville for eksempel bare sige at de er blevet slået flere gange. Da vi var ude ved mandecentret, fortalte Vinnie Berndison, som vi snakkede med, at en bruger var blevet jagtet af kæresten med en kniv, hvor han ikke mente at det var vold, men blev nødsaget til at melde det som vold, da det ville gøre det meget nemmere for politiet at tage sig af det. Derfor er det nødvendigt at finde et begreb som mænd der bliver slået kan forholde sig til. Mange af brugerne finder trøst i mandecentret, da de kan give slip på de følelser der har hobet sig op, uden at blive set som mindre mand.

At være ”Voldsramt” som mand, er et tabu. Det er et tabu fordi de ikke tør stå frem og fortælle om deres oplevelser. Det er blandt andet også derfor det er så svært at finde noget materiale om det og de færreste der ved at der ligger et mandecenter i Danmark. Det at fortælle sin historie til familie og venner som mand, er meget svært, da størstedelen er bange for reaktionen og at de pårørende ikke vil tage det alvorligt. Derfor kan de få hjælp på mandecentret til at fortælle det til pårørende og derfra få en succes oplevelse.

På mandecentret bliver det ikke kaldt behandling, men vejledende samtaler. Mange mænd løser deres problemer meget konkret, punkt efter punkt, hvor de finder problemet og en løsning til det, men mange når så langt ned i et sort hul, at de får svært ved at løse det på den måde de plejer. Derfor tager det noget tid og hjælpemidler for at de selv kan komme ovenpå igen og kunne hjælpe sig selv med de hjælpemidler de har, hvis de kommer ind i en krise igen. Brugerne bliver ikke set som værende syge. Brugerne ved at de kan ringe eller komme på centret for at snakke med en neutral person, også mange gange bare for at snakke om dagligdags ting, som vejr eller filmen de så i tv igår.

 

Samfundet.

Der findes kun 5 krisecentre for mænd i hele landet. Dette er mærkværdigt når man ser på antallet af krisecentre for kvinder der findes. Hele 43 centre er der at finde. Horsens var det første sted mænd kunne komme og søge hjælp og tilbringe tid med andre der havde det på samme måde. Horsens krisecenter åbnede i 1988 og efter 2 år kunne brugerne overnatte der. Et par år efter åbnede man et tilsvarende værested i Fredericia. Siden hen er det gået stille for sig. Først i 2006 får man i København, støtte fra staten til at åbne et center for mænd. Århus og Odense har også planer om at åbne centre, men indtil videre har man kun rådgivning indtil man finder steder at placere centrene. Som sagt fik mandecentret i Kbh. støtte fra staten til at opkøbe og renovere en bygning de kunne bruge som værested. Efterfølgende har de fået yderligere støtte, dette og næste år, der skal bruges på vedligeholdelse og drift. I slutningen af 2010 vil de få sidste støtte, før regeringen og ledelsen i mandecentret skal tage stilling til om det er værd at blive ved med at yde støtte og dermed lægge dem under finansloven, i stedet for den nuværende støtte der er Sats finansieret. Så fra 2006 og frem til 2011 er dette stadig på forsøgsstadiet. For at mandecentret kan blive ved med at eksistere og forhåbentlig blive mere kendt kræver det en masse oplysning fra kommunerne og borgerservice. på grund af mændene ikke er villige til at snakke om deres problemer, på nær med medarbejdere i centrene, er der ikke mulighed for at blive oplyst om hvordan mændene har det. Ofte får kommunerne en masse henvendelser fra mænd der skal skilles eller lige er blevet, de regner med at kommunen kan hjælpe dem med deres bolignød og krisehjælp, dette er ikke kommunens opgave; desværre ender det som regel med at kommunen fortæller de ingenting kan gøre. Men én ting kan gøres: information til de ramte om eksistensen af krisecentrene ville være et stort skridt, både for de ramte mænd og for centrenes overlevelse.

 

Interview med Lise Seidelin

Hvilken baggrund kommer de voldsramte mænd ofte fra?

Der er ikke noget entydigt i statistik, men de kommer ofte fra familier hvor far eller mor undertrykker, dvs. de har lært fra barn at være undertrykte og acceptere det.

Hvilken behandling får de?

De skal lære selvtillid og lære at de er værdifulde. Lise arbejder ud fra egne erfaringer og derfor føler hendes kunder også de kan stole på hende. Der bliver arbejdet ud fra at man skal tænke lyst så selv de mørke tanker bliver belyst og ikke virker så mørke mere. Lises behandling ændrer offerets mønster så den voldelige også vil begynde at ændre adfærd, dette er meget vigtigt da 80% af partnervold sker efter man er gået fra hinanden. Denne behandling kan hos Lise foregå pr. telefon, mail eller ved fremmøde.

Ifølge statistikken er der 8000 voldsramte mænd og 28000 voldsramte kvinder i 2007(partnervold). Er det din opfattelse at denne proportion passer?

Det lyder ikke rigtigt, men det kan også være fordi statistikken ikke udformer spørgsmålene ordentligt da mænd er tilbageholdne med at kalde sig voldsramte. Hos Lise Seidelin kommer der kunder der har fundet vej ind til behandling via hendes behandlings tilbud ”kender du en psykopat”, grunden til dette er at mænd hellere går den vej i stedet for at kalde sig voldsramte.

Gør tabuet det svært at behandle?

Nej for idet de ringer, har de accepteret at der er et problem og så er de meget åbne omkring det.

Hvorfor er problemet ikke mere synligt igennem dokumentar, artikler eller reklamer?

Det spænder ben for opmærksomheden omkring det, at mændene ikke har lyst til at stå frem, Lise har haft kontakt fra flere journalister men har ikke kunnet henvise dem til nogen der vil stå frem og fortælle om deres oplevelser.

 

 Spørgsmål til debat.

  • Hvor stort et problem tror i det er?
  • Hvornår er vold, vold for jer?
  • Ville i selv anmelde det?
    • Og ville du have mod på at fortælle det til venner/familie?
  • Hvis en nær ven kom og sagde hvad han havde været ude for, ville du så tage ham alvorligt?

Litteraturliste:

Interview med Lise Seidelin, privat hospitalet Lisegaarden.

Besøg og snak med Vinnie Berndison, mandecentret i københavn.

Institut for folkesundhed, rapport om vold mod mænd og rapport om vold mod kvinder.