Mænd på krisecenter

Jeg har fået lov til at sætte disse artikler ud på hjememsiden.
De er skrevet af journalisteleverne Peter Bollerup Andersen og Tine Damgård, som afsluttende hovedopgave.

Hvor er det rart, at der er nogen, der vil bryde tabuet om de voldsramte mænd. Det glæder mig altid.

Indholdsfortegnelse for de journalistiske produkter

Første søndag
• Nyhed til Indlandssektionen: Mænd i krise bliver ikke taget alvorligt side 2
• Bokse til nyhed: Bliver mænd i krise taget seriøst? side 3
• Feature til søndagsmagasinet: Manden der ikke kunne sige stop side 4
• Faktabokse: Danske mandekrisecentre + Mangel på pladser side 9

Anden søndag
• Nyhed til Indlandssektionen: Landets mandekrisecentre vil ligestilles
med kvindekrisecentrene side 10
• Faktabokse: Serviceloven § 109 + Mandekrisecentre i Danmark side 11
• Reportage til søndagsmagasinet: Et midlertidigt ståsted side 12
• Faktaboks: Historien bag Horsens Krisecenter for Mænd side 15
• Casehistorie 1: ”Jeg lærte fra barnsben, at man selv skulle klare
sine problemer” side 16
• Casehistorie 2: ”Jeg så ingen fremtid forude” side 17

Mænd i krise bliver ikke taget alvorligt

Mænd, der udsættes for fysisk og psykisk partnervold, møder lukkede døre hos politiet, ved kommunen og i resten af samfundet, når de forsøger at få hjælp. Ifølge mandeforsker er det ikke socialt acceptabelt for en mand at være i krise

Af Peter Bollerup Andersen og Tine Damgård

Mand dig op. Det er den direkte eller indirekte besked, der møder mænd, når de beder om hjælp fra offentlige myndigheder. Hvad enten de er psykisk nedbrudte eller blevet udsat for fysisk vold af deres partner, tages manden i krise ikke seriøst. Det er den samstemmende melding fra landets mandekrisecentre og eksperter på området.
”Uanset om de henvender sig til en psykolog, på kommunen, akutskadestuen, hos lægen eller politiet, bliver mændene alt for ofte mødt med et træk på skulderen. Det er rystende at høre om den behandling, de får, når de beder om hjælp,” siger læge Lise Seidelin, der i sin privatklinik Lisegaarden behandler voldsramte mænd og kvinder.
På landets mandekrisecentre oplever personalet, at brugerne ofte er desillusionerede, fordi de ikke bliver taget alvorligt.
”Det er holdningen i samfundet, at rigtige mænd klarer tingene selv. Vi møder konstant mænd, som løber panden mød muren, når de erkender, at de har behov for hjælp,” siger Grethe Holst, der er daglig leder af Horsens Krisecenter for Mænd.

Mænd udsættes også for vold
Meget tyder på, at det ikke kun er kvinder, som udsættes for psykisk og fysisk vold af deres partner. En rapport fra Ligestillingsministeriet fra 2008 viser, at omkring 8000 mænd årligt udsættes for partnervold (der er dog ikke skelnet mellem homo-, bi- og heteroseksuelle mænd, hvorfor en vis andel af volden kan være begået af en anden mand, red.). Antallet skønnes imidlertid reelt at være endnu højere, idet mange mænd gør, hvad de tror, forventes af dem: Fortier problemet. Det vurderer professor og kriminolog ved Københavns Universitet Flemming Balvig.
”Hvis man medregner alle lettere former for vold såsom skub, tjat og slag med flad hånd, er det sandsynligt, at lige så mange mænd som kvinder udsættes for partnervold,” siger han.
Ifølge Flemming Balvig snyder tallene på området, da mændene er mere tilbageholdende med at anmelde partnervold.
Det bakkes op af antropolog og mandeforsker Johnny Carlsen, der har skrevet speciale om mænd i krise.
”Mange mænd æder den fysiske og psykiske vold i sig. Og når de så endelig henvender sig til kommunen, så sidder der en psykolog eller jurist, som bevidst eller ubevidst negligerer deres følelser og tager kvindens parti. Hos politiet kan de mandlige betjente ikke forstå, at en mand, der er fysisk overlegen, vælger at lade sig dominere af en kvinde. Det er simpelthen ikke socialt acceptabelt for en mand at være i krise,” siger Johnny Carlsen.

Langt til ligestilling
Landets fire beboede mandekrisecentre tager gerne de mænd ind, der ikke kan få hjælp ved kommunen eller politiet. Dog meldes der om fulde huse alle steder. På Horsens Krisecenter for Mænd må de hver uge afvise henvendelser, og situationen er ikke anderledes for krisecentrene i København, Fredericia og Aarhus.
Pladsmanglen skyldes, at mandekrisecentrene ikke kan rejse penge til at udvide kapaciteten. I modsætning til landets 40 kvindekrisecentre modtager de nemlig ikke permanent, offentlig støtte. Mandekrisecentrene må i stedet selv finde midlerne ved at søge satspuljen og andre fonde.
Ifølge Johnny Carlsen halter ligestillingen på området.
”Vi lever i en kultur, hvor kvinden gennem mere end 2000 år har været ofret. Derfor er det svært for mange at forstå, at mænd i dag også får én på hovedet.”

Bokse til nyhed: Bliver mænd i krise taget seriøst?

Peter Ibsen, formand for Politiforbundet:

”Det er klart et problem, at nogle politibetjente ikke tager mænds anmeldelser om partnervold alvorligt. Men det skyldes nok, at der er en gængs opfattelse af, at det altid er manden, der banker kvinden. Problemstillingen er først kommet op til overfladen de senere år. Derfor kan det kan være vanskeligt for nogle betjente at forholde sig til, når situationen er omvendt.”

Er det rimeligt, at mænd får en anden behandling end kvinder?

”Nej, det er ikke rimeligt. Men det sker indimellem. Og det er noget, vi er nødt til at tage alvorligt. Derfor vil vi nu danne os et overblik over omfanget og sætte fokus på området.”

Rafia Atia, konsulent for social- og sundhedspolitik i Kommunernes Landsforening (KL):

”Mænd, der bliver latterliggjort, når de søger hjælp hos kommunen, er ikke en problemstilling, jeg kender til. Kommunen er forpligtet til at hjælpe alle borgere uanset etnicitet, alder og ikke mindst køn. Dog kan det måske være svært for ansatte i kommunen lige pludselig at stå over for en mand, der er blevet tæsket af sin partner. Det er ikke ligefrem hverdagskost.”

Hvad vil I gøre for at sikre bedre vilkår for kriseramte mænd, der søger hjælp hos kommunen?

”En løsning kunne være at oprette flere mandekrisecentre. Det kan være svært at hjælpe, hvis ikke der er nogen krisecentre i nærheden, som sagsbehandlerne kan henvise til.”

Antal tegn: 5.020

Manden der ikke kunne sige stop

Gennem 30 år lod Lars sig håne, latterliggøre og ydmyge af sin kone. Hun gav ham lussinger, tændte af over de mindste ting og kyssede med andre mænd i fuld offentlighed. Lars’ historie er langtfra enestående. Mange danske mænd udsættes for fysisk og psykisk vold af deres partner. Men da det ikke er socialt acceptabelt at ligge under for en kvinde, fortier de problemet. Både over for omverdenen og sig selv

Af Peter Bollerup Andersen og Tine Damgård

***
Aarhus, midt 1990erne. Stemningen ved køkkenbordet var sitrende. Monas øjne var store og udspilede, kinderne mørkerøde og tænderne sammenbidte. Intenst stirrede Lars ind i samtalekøkkenets gule vægge. Som om de kunne give ham svar. På hvad han kunne sige eller gøre for at få sin kone til at falde ned igen. Efter mange års ægteskab kendte han alt for godt konsekvenserne, hvis Mona mistede besindelsen.
I bilen på vej hjem fra arbejdet få timer tidligere havde Lars ellers spekuleret over, hvordan han kunne undgå at hidse Mona op. Han havde forberedt forskellige emner, de kunne tale om. Politik, børnenes skolegang og sport var gode bud, for der var de som regel enige. Og så var det emner, som Mona ikke kunne tage personligt eller finde anklagende.
Han havde håbet, hun ville være i godt humør den aften. At stemningen ikke som så mange gange før ville blive ødelagt. Indimellem lykkedes det Lars at balancere samtalen ved spisebordet, så de kunne sidde sammen med deres fire børn og roligt indtage aftenmåltidet som i en almindelig familie. Men denne aften skulle vise sig ikke at blive én af de dage.
Allerede da de havde sat sig ved bordet, havde Lars trådt ved siden af. Spurgt ind til sovsen, som Mona havde tilberedt. Han syntes selv, det havde været et uskyldigt samtaleemne. Men sådan havde hun ikke opfattet det. Mona havde taget det som en kritik. Og Lars kendte sin kone godt nok til at vide, at han var gået over stregen.
Hendes kinder blussede, øjnene var spærret op og munden anstrengt klemt sammen. Han rettede blikket mod væggene i samtalekøkkenet, som han selv havde bygget til familien. Forsøgte at fokusere, mens skældsordene føg hen over spisebordet.
Han følte det som om, der ingen grænser var i hendes nedsættende ordforråd, når hun først mistede besindelsen. Der mærkede man ikke hendes magistergrad i dansk. Hold din kæft, Lars. Bland dig udenom, din idiot. Du er syg i hovedet. Sådan fortsatte det, mens Lars holdt sin mund. Han ville ikke gøre situationen værre. Skamfuld undgik han børnenes skræmte blik. Nu måtte de endnu engang være vidner til en aggressiv mor og en ydmyget far.
Episoder som den ved køkkenbordet gentog sig de næste mange år. Når Mona blev rigtig aggressiv, kunne der også falde et par lussinger af. Men for Lars var det værste ikke, når hun slog. Det værste var den psykiske vold. Han havde været sammen med Mona siden starten af 1970erne, men det var først efter et par år, at hendes voldsomme temperament for alvor var taget til. Glæden og energien sivede lidt efter lidt ud af hans liv, og Lars måtte i længere perioder sygemelde sig fra sit arbejde som opsøgende ungemedarbejder ved kommunen.
Alligevel kunne han ikke forlade Mona. Lars prøvede ellers flere gange. Men det betød alt for meget for ham at være en god far for sine børn og en kærlig ægtemand. Samtidig kunne han mærke, at han stadig elskede Mona, når hun i glimt mindede om den kvinde, som han for så mange år siden havde forelsket sig i.

***
Lars’ historie er langtfra enestående. Mange danske mænd udsættes for såvel fysisk som psykisk vold af deres partner. I 2008 udkom en rapport fra Ligestillingsministeriet, som viser, at 8000 danske mænd årligt udsættes for partnervold (her skelnes dog ikke mellem homo-, bi- og heteroseksuelle mænd, hvorfor partnervolden kan være begået af en anden mand, red.).
Det kan virke som et højt tal, når man tager mandens fysiske overlegenhed og traditionelle rolle som familiens patriark i betragtning. Ifølge eksperter har mange endda svært ved at tro på, at mænd overhovedet udsættes for vold af kvinder.
Ikke desto mindre er eksperterne overbeviste om, at antallet af mænd, der udsættes for partnervold, er langt højere, end alle hidtidige undersøgelser giver udtryk for. De vurderer, at lige så mange mænd som kvinder udsættes for vold, men at mændene er tilbageholdende med at anmelde den, fordi de føler skam over at være undertrykt af en kvinde. De forsøger i stedet at gøre dét, de tror, forventes af dem: ’Mander’ sig op og æder problemet i sig.
Flere udenlandske undersøgelser bakker op om de danske eksperters vurderinger. Undersøgelserne viser, at kvinder begår partnervold lige så ofte som mænd, når alle ’lettere’ former for vold så som skub og slag medregnes. Dog begås den alvorligste vold oftest mod kvinder af den simple grund, at mænd slår hårdere og dermed automatisk risikerer at gøre større skade.
Forskningen er dog præget af store mørketal, idet mange flere mænd end kvinder fortier problemet og undlader at anmelde volden. Ifølge eksperterne hænger det sammen med, at samfundet i vid udstrækning betragter mænd, der lader sig undertrykke af en kvinde, som en joke. De peger eksempelvis på, at politiet i mange tilfælde ikke tager anmeldelser om partnervold fra mænd seriøst, og at kommunerne kun i ringe grad tilbyder hjælp til mænd, som er endt i krise som følge af fysisk eller psykisk partnervold.
Kønsrollemønsteret anno 2011 er ifølge de danske mandeforskere ikke til at tage fejl af: Kvinder, der henvender sig på et krisecenter som følge af psykisk eller fysisk vold, betragtes som ofre. Mænd i krise, der søger hjælp på et mandekrisecenter, er tabere.

***
Aarhus, slut 1980erne. Billederne blev ved med at fare rundt for Lars’ indre blik. Mens mørket for længst havde sænket sig over byen, begyndte han duknakket den fem kilometer lange gåtur fra festlokalerne til hjemmet i Viby. Tankerne føg rundt i hovedet på ham som de visne efterårsblade på vejen. Mona havde endnu engang svigtet ham. Gjort ham til grin.
Aftenen var ellers begyndt lovende. Der havde været en god stemning mellem Lars og Mona, da de havde fulgtes op til festen i det nordlige Aarhus. Mona havde været iført en fin kjole og hendes sædvanlige flade sko. Lars havde bidt mærke i, hvor attraktiv og køn en kone han egentlig havde. Han elskede hende stadig på trods af dét, hun havde gjort mod ham. Alligevel havde han ikke kunnet ignorere en stikkende fornemmelse i maven. En fornemmelse, der havde mindet ham om, at aftener som denne så ofte før var endt i en ydmygelse.
Det var en fødselsdagsfest på Monas side af familien, og omkring 50 mennesker havde været samlet til dejlig mad, fornøjeligt selskab og levende musik. Efter desserten var Mona blevet budt op til dans. Lars var blevet siddende ved bordet.
I starten havde han forsøgt ikke at tænke nærmere over det og talt upåvirket videre med de andre gæster. Men da Mona en halv time senere endnu ikke var vendt tilbage til sin plads, havde han ladet blikket vandre hen over de dansende gæster på gulvet. Han havde fæstnet det ved et kyssende par. Ude af stand til at gøre noget havde Lars set sin kones spinkle hånd glide op og ned ad den fremmede mands skjorte. Hele Lars’ krop havde skreget på, at han skulle reagere. Rejse sig og stoppe det. Sige fra. Han havde følt, der blev skulet til ham fra alle festsalens hjørner. Men han havde intet gjort.
Den lange tur mod Viby var kold og ensom. Lars kunne ikke slippe billederne af sin kone, der flirtede, kyssede og gned sig op ad en fremmed mand. Monas opførsel havde ramt ham hårdere end nogen lussing, hun kunne give ham. Han følte sig ydmyget. Krænket.
Længe havde han forsøgt at sige fra, men især fordi der var børn inde i billedet, var det svært for ham at sætte et ultimatum. At sige hertil og ikke længere. Først mange år senere kunne Lars se, at ægteskabet med Mona havde gjort ham grænseløs. At han havde mistet evnen til at skelne mellem, hvad der var rigtigt og forkert. Den nat efter festen spekulerede han i stedet på, om det måske i virkeligheden var ham, den var gal med. Lars begyndte at løbe. Først langsomt. Så hurtigere. Men ligegyldigt hvor meget han prøvede, kunne han ikke overhale skammen.

***
Monas gentagne krænkelser og ydmygelser nedbrød Lars indefra. Det er almindeligt kendt, at psykisk vold tærer hårdt på et menneske. En nyere amerikansk undersøgelse viser, at psykisk vold mellem ægtefæller i form af hån, latterliggørelse, nedladende eller ydmygende bemærkninger og ondskabsfuld kritik kan være langt mere skadeligt end fysisk vold. Forskerne bag undersøgelsen konkluderer således, at risikoen for at udvikle depression eller angst er større, hvis ægtefællen har været udsat for psykisk frem for fysisk vold.
På landets mandekrisecentre, hvor en stor andel af brugerne har været udsat for netop psykisk vold, oplever personalet også, at det er langt sværere for mændene at tackle trusler og chikane end fysiske overgreb så som at være blevet stukket med en kniv eller slået med et askebæger.
Det er ligeledes erfaringen på kvindekrisecentrene. Selvom fire ud af fem brugere her har været udsat for fysisk vold, er det typisk vanskeligere for kvinderne at komme sig over de psykiske voldsepisoder. Mens kroppen hurtigt læger de fysiske skader, er det mere komplekst at bearbejde indvendige ar efter et forhold med psykisk tortur. Lykkes det ikke, kan konsekvenserne være fatale for både mænd og kvinder: Gang på gang oplever krisecentrene, at brugerne falder ind i et mønster, hvor de finder en ny partner, som behandler dem på samme måde som ham eller hende, de lige er sluppet af med.

***
Aarhus, foråret 2005. Nedsunket i konsultationslokalets lille topersoners sofa var Lars’ tålmodighed ved at være sluppet op. Mens påskeliljerne uden for vinduet så småt var begyndt at titte frem, lyttede han kun halvt til sin kones ubrudte talestrøm.
Mona og Lars havde på det tidspunkt delt seng gennem 30 år. De seneste ti var Lars ganske vist flere gange gået fra hende. Men hver gang var han kort tid efter endt hos hende igen. Han kunne ikke benægte, at han stadig elskede Mona og var fysisk tiltrukket af hende. Samtidig ville han gerne hjælpe hende med at tackle humørsvingningerne, som hun til sidst havde erkendt var et problem.
Men denne dag fik han nok. I et forsøg på at løse deres ægteskabelige problemer var de for femte gang dukket op hos en privatpraktiserende psykolog i Aarhusforstaden Åbyhøj. Men som ved de andre konsultationer havde Mona taget ordet og nægtet at give slip igen. Han oplevede det, som om hun forsøgte at læsse alle problemerne i forholdet over på ham. Hun beklagede sig over, at han ikke hjalp med at skrive ansøgninger til et nyt job, og at han konstant var i dårligt humør. Og Lars følte, at psykologen – ligesom så mange af deres venner og familie – tog Monas parti. De få, han betroede sig til, nægtede at tro på, at Mona kunne opføre sig sådan, som han beskrev det for dem. Men ingen af dem vidste jo, hvad der foregik bag hjemmets fire vægge. Hvordan både han selv og børnene led under hendes ukontrollerbare temperament og voldsomme udbrud.
Allerede én af de første gange Mona og Lars var mødt op til konsultation, havde psykologen fundet en løsning på problemerne i forholdet: Lars skulle sluge en lille pille hver morgen. Han havde indvilliget og taget lykkepillen gennem flere uger, men denne eftermiddag så han for første gang sig selv udefra. Så, hvordan han sad der i konsultationslokalet og fandt sig i at tage alle problemerne på sin kappe. Selvom han følte, det i virkeligheden var Monas opførsel, der var skyld i, at han ikke længere mærkede nogen glæde i sit liv. Med ét rejste han sig fra sofaen og gik hen til døren. Før han åbnede den, vendte han sig en sidste gang mod psykologen og bad ham skrive regningen. Det var 700 kroner ud af vinduet, hver gang de forsøgte at redde deres forhold på denne måde, tænkte Lars. Han havde allerede fundet sig i alt for meget.
Efter samtalen kørte Mona og Lars sammen hjem i deres grå Mazda. Da han drejede bilen ind på villavejen i Viby, vidste han, at ægteskabet måtte slutte nu. Han var udkørt.

***
Aarhus, sommeren 2005. I det tomme hus i Viby var Lars deprimeret og drænet for energi efter 30 år med skænderier, psykisk vold og ydmygelser. Han havde gjort det endeligt forbi med Mona, som kort efter var flyttet fra parrets fælles hjem. Lars følte sig ensom. Netværket var hurtigt forsvundet efter skilsmissen, hvor langt de fleste venner og selv medlemmer af hans egen familie havde taget Monas parti. Men hun havde jo også altid været en udadvendt og tiltalende person, der med lethed kunne charmere sig ind på andre mennesker.
I løbet af de næste par år faldt også Lars’ økonomi fra hinanden. Lige før finanskrisen begyndte han at renovere huset uden at have nogen forestilling om, hvor bekostelig en affære det ville udvikle sig til. Det hele endte med, at han i desperation flygtede til udlandet. Han måtte bare væk. Langt væk.
Efter et års frivilligt arbejde på Filippinerne vendte han hjem igen. Men da han krydsede grænsen til Danmark, var det som om, intet var forandret. Lars var stadig udbrændt og isoleret. Uden overskud til at lave mad, vaske tøj eller søge bolig. Nætterne blev tilbragt på en sofa i en fætters hjem. Da Lars en dag faldt over en folder fra Mandecentret i Vestergade, var han derfor ikke i tvivl om, at han måtte gribe chancen.

***
Lars havde svært ved at komme sig over afskeden med Mona, og dét er netop det typiske billede: At et samlivsbrud tærer hårdere på mænd end kvinder. Venner og familie har tendens til at tage kvindens parti, da hun ofte har været bedre til pleje netværket end sin mand. Kvinderne har derfor veninder og familie, de kan græde ud ved, hvorimod mændene har svært ved at erkende behovet for hjælp.
Ifølge eksperterne hænger det sammen med, at de er blevet opdraget til, at ’mænd græder ikke’. Det er også erfaringen på landets mandekrisecentre, hvor personalet oplever, at mændene går forbi døren til centrene flere gange, før de tager sig sammen og går indenfor. Og dét gør de først, når de har sikret sig, at ingen ser dem åbne døren.
Det kan dog få alvorlige konsekvenser, hvis ikke mænd får hjælp til at tackle en skilsmisse eller et brud med en samlever. Historien om den hjemløse mand starter ofte med et samlivsbrud, der sætter gang i en social deroute. En deroute, som får fatale følger for rigtig mange mænd – i dag er to ud af tre socialt udsatte netop mænd.
Mænd i krise er desuden en bekostelig affære for samfundet. Ud over de menneskelige konsekvenser lægger kriseramte mænd nemlig et tungt pres på de sociale kasser i form af udgifter til dagpenge, kontanthjælp, bistand, førtidspension etc. En norsk undersøgelse fra 2007 viser desuden, at samfundet kunne spare flere milliarder kroner, hvis der blev taget hånd om borgere efter en skilsmisse eller et samlivsbrud. Ifølge undersøgelsen koster brud og skilsmisser i gennemsnit over to måneders fultidsarbejde i kraft af fraværsdage og manglende produktivitet.

***
Aarhus, 2011. På væggen i Mandecentret i Aarhus hænger et Storm P-maleri. Det forestiller en mand, der med farve i kinder og tøj forlader en samlet grå masse af mennesker, der alle går i én retning. Som stod de på et samlebånd.
Da Lars for to år siden trådte ind ad døren til Mandecentret i Vestergade, vidste han, at han – som manden på Storm P-maleriet – brød normen. Han var klar over, at de fleste ville gå i en stor bue uden om et mandekrisecenter. Mænd i vores kultur er opdraget til at tage sig sammen og selv løse deres problemer. Men for Lars var det ikke svært at gribe ud efter dørhåndtaget den dag i marts. Han havde brug for hjælp. Og ingen andre steder at tage hen.
Mandecentret blev det tilflugtssted, Lars havde søgt gennem flere år. Han havde ikke behov for en sengeplads, da han netop var flyttet ind i en ny lejlighed i midtbyen i Aarhus. I stedet begyndte han at komme til ugentlige samtaler med lederen, Kim. Og i modsætning til parterapeuter eller krisepsykologer, som han forgæves havde søgt hjælp hos tidligere, følte Lars, at der her var en person, som var lyttende og oprigtigt interesseret i at høre på ham. Fordi Lars gennem så mange år havde levet med skænderier og konflikter, var det en lettelse for ham at træde ind et sted, hvor man kunne grine lidt af det hele. Hvor alt ikke blev taget så pokkers alvorligt. Et sted, hvor han blev troet på.
I maj 2011, to år efter Lars første gang mødte op på Mandecentret, sidder han der stadig. Han er iført beigefarvede shorts, en hvid t-shirt og sandaler. Dér i rummet, hvor mange mænd i hans situation før har siddet, fortæller den nu 62-årige Lars sin historie. Selvom alvoren ikke er til at komme uden om, smiler han forsigtigt undervejs. Også når han beretter om de mange gange, han lod sig ydmyge, chikanere og terrorisere af Mona. Det er tydeligt, at han skammer sig over, at han ikke sagde fra noget tidligere. Lars erkender, at han var svag. Men det er så nemt at være bagklog.
På Mandecentret bliver Lars dog ikke betragtet som en svag person. Tværtimod. Lederen Kim beskriver ham som et ’ressourcemenneske’, der har fået struktureret sit liv og genskabt sine grænser for, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Lars er blevet tovholder i de såkaldte netværksgrupper, hvor brugerne af Mandecentret først mødes til en uhøjtidelig snak om deres problemer og derefter tager ud og får en øl eller spiller fodbold sammen. Han er begyndt at dyrke en ny interesse: At udvikle og designe hjemmesider. Og så har han fået en ny kone, der lever på Filippinerne, men som han dagligt taler med over telefonen.
Men selv efter to år med rådgivning på Mandecentret venter et stort reparationsarbejde forude. Lars er stadig i gang med at reetablere gamle sociale kontakter og skabe nye. Da det så sortest ud, havde han ikke overskud til at se andre mennesker, og det kostede på vennekontoen.
Tilværelsen er ikke optimal for Lars endnu – men den er bedre, end den har været længe.
***

Lars og Mona er opdigtede navne. Deres rigtige identitet er journalisterne bekendt.

Artiklen bygger på Lars’ beretning og oplevelse af forholdet mellem ham og Mona.

Derudover bygger artiklen på interviews med leder af Mandecentret i Aarhus, Kim Nidam, psykoterapeut og rådgiver på Mandecentret i Aarhus, Alexandra Trzebuchowska, formand for Horsens Krisecenter for Mænd, Grethe Holst, frivillig på Horsens Krisecenter for Mænd, Søs Grønbæk, konsulent hos Mandecentret i København, Malthe Andersson, sekretariatschef i Fundamentet og daglig leder på Mandecentret i København, Winnie Berndtson, sekretariatschef i Landorganisationen af kvindekrisecentre (LOKK,) Lene Johannesson, læge og leder af Privathospitalet Lisegården for voldsramte kvinder og mænd, Lise Seidelin, kriminolog og professor Flemming Balvig, mandeforsker og lektor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet, Kenneth Reinicke og antropolog og mandeforsker Johnny Carlsen.

Artiklen bygger på følgende skriftlige kilder: Den norske rapport ’Sorg uten blomster’ fra 2007, Ligestillingsministeriets rapport fra 2008 ‘Vold mod mænd i Danmark’, rapporten ’Mandekrisecentre i Danmark – en undersøgelse af tilbud til mænd i krise’, den amerikanske undersøgelse ’Is Psychological Aggression as Detrimental as Physical Aggression? The Independent Effects of Psychological Aggression on Depression and Anxiety Symptoms’, den engelsk-amerikanske undersøgelse ‘Sex differences in aggression between heterosexual partners: a meta-analytic review’, rapporten ’SUSY UDSAT – Sundhedsprofil for socialt udsatte i Danmark 2007’samt Landsorganisation af kvindekrisecentres (LOKK) årsstatistik 2009: ’Kvinder og børn på krisecenter’.

Faktaboks 1: Danske mandekrisecentre

– I Danmark findes i dag fire beboede mandekrisecentre i henholdsvis København, Aarhus, Fredericia og Horsens.

– Der hersker den udbredte misforståelse, at landets mandekrisecentre er herberger eller forsorgshjem for socialt udsatte mænd. Det er langtfra virkeligheden. Tværtimod er mandekrisecentrene et tilbud til mænd, der hverken er psykisk syge eller lider under et misbrug. Det er et sted, hvor den ’almindelige’ mand kan henvende sig, hvis han er endt i en krise, han selv har svært ved at håndtere.

– Mens krisecentrene i Horsens og Fredericia tager imod mænd med alle typer krise, henvender mandecentrene i Aarhus og København sig udelukkende til mænd, hvis problemer er opstået som følge af en skilsmisse eller et brud med en samlever. Det betyder, at brugerne på Stedet i Fredericia og Horsens Krisecenter for Mænd spænder vidt fra tidligere ludomaner, veteraner og tvangsgifte mænd af anden etnisk oprindelse. Mandecentrene i Aarhus og København er derimod udelukkende et tilbud til mænd i krise efter et samlivsbrud.

Faktaboks 2: Mangel på pladser

– Hvert af landets fire beboede mandekrisecentre afviser mindst én ansøger om ugen på grund af pladsmangel. Alt i alt har centrene 20 sengepladser.

– Til sammenligning råder landets 40 kvindecentre over mere end 600 sengepladser til kriseramte kvinder. Skævvridningen hænger sammen med centrenes finansiering. Mens kvindekrisecentrene er økonomisk støttet af staten, er personalet på mandekrisecentrene – som næsten udelukkende består af frivillige, der udfører socialt arbejde – derimod nødt til selv at søge midler gennem fonde og satspuljen.

– På Mandecentret i Aarhus har manglen på pladser den konsekvens, at kun mænd, der er selvkørende, kan få hjælp. Her er ikke ressourcer til at tilbyde andet end rådgivning. Dermed bliver de svageste mænd automatisk afvist.
Antal tegn: 21.484

Landets mandekrisecentre vil ligestilles med kvindekrisecentrene

Kriseramte mænd skal have samme muligheder for at få hjælp som kvinder. Det mener landets mandekrisecentre, der efterlyser mere ligestilling i lovgivningen. På Christiansborg er flere partier indstillet på at få rettet op på skævvridningen

Af Peter Bollerup Andersen og Tine Damgård

Mænd i akut krise bliver i dag afvist på landets fire mandekrisecentre på grund af plads- og personalemangel. Krisecentrene for mænd ønsker derfor økonomisk ligestilling med de 40 kvindekrisecentre, der gennem lovgivningen automatisk er sikret offentlig støtte. På mandekrisecentrene derimod må personalet bruge en stor del af deres tid og ressourcer til løbende at søge økonomisk støtte gennem fonde og satspuljemidler.
“Der kan være forskel på, hvad kriseramte mænd og kvinder skal have hjælp til. Men der bør ikke være forskel på, om mænd og kvinder skal hjælpes, ” siger Winnie Berndtson, der er sekretariatsleder for Mandecentret i København og talskvinde for landets mandecentre.
Ifølge servicelovens § 109 er kommunalbestyrelsen forpligtet til at ’tilbyde midlertidigt ophold i boformer til kvinder, som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold’.
Ingen steder i loven nævnes, at mænd, der udsættes for fysisk eller psykisk vold eller er i krise som følge af eksempelvis et samlivsbrud, har ret til lignende hjælp fra staten. Landets mandekrisecentre mener derfor, at lovgivningen bør ændres, så den også omfatter mænd.

Behov for mandekrisecentre
På Christiansborg har udmeldingen vundet gehør hos flere partier. Både hos SF og Socialdemokraterne er der opbakning til at ændre lovgivningen. Partierne har derfor planer om til efteråret at nedsætte en Mandekommission, der blandt andet skal undersøge, hvad der kan gøres for at hjælpe mænd videre efter en skilsmisse eller et samlivsbrud.
I dag er to ud af tre socialt udsatte i Danmark mænd, og erfaringen fra værestederne og De Hjemløses Landsorganisation er, at mændenes sociale deroute ofte starter netop i forbindelse med en skilsmisse eller et samlivsbrud.
”Derfor gælder det om at målrette indsatsen, så vi forebygger, at så mange mænd ender med store sociale problemer,” siger ligestillingsordfører for SF, Pernille Vigsø Bagge.
Hun mener, det er helt afgørende, at der rettes op på den skævvridning i lovgivningen, som betyder, at der i øjeblikket findes 40 krisecentre for kvinder, men kun fire for mænd.
Dog vil partierne ikke umiddelbart fremsætte et lovforslag om at skrive mænd ind i servicelovens § 109, da der i dag er forskellige kriterier for at komme på henholdsvis et mandekrisecenter og et kvindekrisecenter. Mens kvinderne skal have været udsat for psykisk eller fysisk vold, har flere af mandekrisecentrene udvidet deres målgruppe til også at omfatte mænd, hvis krise ikke nødvendigvis bunder i et samlivsbrud.

Fra byrde til ressource
Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Kristendemokraterne og Enhedslisten bakker også op om, at mandekrisecentrene skal sikres økonomisk støtte.
”Det er tydeligt, at der er behov for mandekrisecentre i Danmark. Derfor er det et problem, at de er afhængige af midler fra satspuljen for at holde sig i live,” siger Dansk Folkepartis ligestillingsordfører, Pia Adelsteen, der vil bringe emnet op til efterårets finanslovsforhandlinger, såfremt partiet sidder med ved bordet.
De borgerlige partier er dog mere tilbageholdende i deres udmelding om, hvorvidt mandekrisecentrene skal sikres permanent, økonomisk støtte.
”Der er en udfordring på området, men jeg kan hverken sige ja eller nej, før jeg ved, hvor pengene skal komme fra,” siger socialordfører for Konservative, Vivi Kier.
En norsk undersøgelse ’Sorg uten blomster’ fra 2007 peger på, at samfundet kunne spare betydelige udgifter, hvis konsekvenserne af borgernes samlivsbrud begrænses. Ifølge undersøgelsen koster et samlivsbrud nemlig i gennemsnit over to måneders fultidsarbejde i kraft af fraværsdage og manglende produktivitet.
På mandekrisecentrene er det netop formålet, at brugerne skal udvikle sig fra at være en byrde for samfundet til at blive en styrke.
“Vi stiler efter, at mændene skal ud og være en ressource for deres familie og arbejdsmarkedet. Det er de ikke, når de kommer her,” siger leder for Horsens Krisecenter for Mænd, Grethe Holst.

Faktaboks 1: Serviceloven § 109

”Kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer til kvinder, som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold. Kvinderne kan være ledsaget af børn, og de modtager under opholdet omsorg og støtte.”

Faktaboksboks 2: Mandekrisecentre i Danmark

– Der findes i dag fire beboede mandekrisecentre i Danmark, der tilsammen tilbyder 20 sengepladser til kriseramte mænd. Derudover findes der rådgivningscentre for mænd i krise i en række byer landet over.

– Til sammenligning findes der 40 kvindekrisecentre, der råder over mere end 600 sengepladser til kriseramte kvinder.

-Mandecentrene i Aarhus og København er målrettet mænd, som enten har været udsat for fysisk eller psykisk partnervold eller er havnet i en krise efter et samlivsbrud. Mændene repræsenterer alle sociale klasser i samfundet og er kendetegnet ved ikke at være stofmisbrugere, alkoholikere eller psykisk syge. I Horsens og Fredericia er målgruppen udvidet en smule; Her hjælpes også kriseramte mænd, hvis problemer ikke nødvendigvis bunder i et samlivsbrud. Dog afvises stadig socialt udsatte.

– Den manglende permanente offentlige støtte til mandekrisecentrene betyder, at personalet hver uge må afvise mænd i krise. Det går især ud over svagere mænd, som ikke er selvkørende, da der ikke er ressourcer til at tage sig af dem.
Antal tegn: 5.730

Et midlertidigt ståsted

På Horsens Krisecenter for Mænd er en midlertidig familie samlet til påskemiddag. Her har mændene atter fået en smule struktur på tilværelsen, og der bliver leet, joket og drillet ved bordet. Skønt der ikke er meget at grine af. Historierne er barske, skæbnerne triste og det var først, da alternativet var rendestenen, at mændene erkendte deres behov for hjælp.

Af Peter Bollerup Andersen og Tine Damgård
Prolog

For de mænd, der går gennem den massive grønne indgangsdør, er opgangen en slags helvedes forgård. Smækket fra døren fortoner sig i et skingert ekko, væggene er hvide som på en steril operationsstue, og fra loftet deler pæren kun sparsomt ud af sine watt. Trappen er ubehagelig stejl fra første trin. For de fleste mænd er den ubestigelig. Den er udelukket. Ikke en mulighed.
For enden af trappetrinene er der ellers hjælp at hente. Men også resignation. For når mændene går ind ad døren på første sal, er det kulminationen på deres egen utilstrækkelighed. Et resultat af mangel på formåen. Og et endegyldigt brud med det løfte, generationer af mænd uudtalt har givet hinanden: Vi beder ikke om hjælp. Mænd klarer deres egne problemer.
Havde det derimod været en kvinde, som havde taget turen op ad trappen, ville ingen have set skævt til hende. For når en kvinde henvender sig på et krisecenter, betragtes hun som et offer. Det gør manden ikke. Med sin entré på første sal får han straks sat et mærkat i panden: Taber.

***
”Værsgo” bliver der sagt.

Folk sætter sig til bords. Som en familie, der gør klar til at fejre én af årets store højtider. Der er fint dækket op med grøn dug, gule servietter, påskeliljer og stearinlys. Bordet bugner af klassiske danske retter. Varm leverpostej, frikadeller, flæskesteg, sild og karrysalat, æg, rejer og lidt grønt for synets skyld. Det eneste, der mangler, er påskesnapsen. På bordet står kun sodavand og Tuborg Light.
”Men det er ikke til at smage, at der ikke er alkohol i,” bedyrer én af beboerne, Teddy.
For tiden bor der fire mænd på Horsens Krisecenter for Mænd med fire meget forskellige historier. Historier om partnervold, alvorlig sygdom og en hverdag uden indhold. Fælles for John, Henrik, Carsten og Teddy er dog, at de alle er endt i en krise, de ikke selv kan klare sig igennem. Og fælles for dem er, at det i dag er deres midlertidige familie, der er samlet rundt om bordet til påskemiddag. Den rigtige er røget i svinget.
Stemningen denne 2. påskedag er god, men ikke euforisk. John og Henrik indtager tavst deres mad uden at deltage i samtalen. Der er mere liv i den unge beboer Carsten. Han sidder for enden af bordet og deler rundhåndet ud af sin mistænkeligt detaljerede viden om sikkerheden i de danske fængsler. Til middagsselskabets store interesse.
Ud over beboerne, personalet – i dag Annet og Brian – og en socialrådgiverpraktikant, er også Allan og Kim inviteret som gæster til påskemiddagen. De har tidligere boet på krisecentret og er nu en del af den såkaldte ’efterværnsgruppe’, der består af tidligere brugere, som stadig har deres gang på centret.
”I ved, seriemorderen Peter Lundin, han er nødt til at blive flyttet rundt i de danske fængsler hele tiden, fordi han er for dominerende,” siger Carsten, der ved præcis, hvor Lundin, nu Bjarne Skounborg, hidtil har afsonet sin straf, og hvor han sidder i dag.
Og så ved Carsten, hvordan man bestikker fængselsbetjente til at smugle mobiltelefoner ind i fængslerne. Han har en dom for narkotika og har siddet et par år i et fængsel. Et kapitel i hans liv, som han forsøger at lægge bag sig.
En plettet straffeattest er dog normalt sjælden at finde på Horsens Krisecenter for Mænd, og Carsten er i dag helt ude af sit misbrug. Alligevel er det en udbredt misforståelse, at mandekrisecentrene er herberger eller forsorgshjem. Centrene tager netop ikke alkoholikere, stofmisbrugere eller psykisk syge ind. Og fanges beboerne i at drikke eller tage stoffer, ryger de straks ud. Krisecentrene er derimod et tilbud til den ’almindelige’ mand, der er endt i en krise, han ikke selv kan administrere.

***
Siden Horsens Krisecenter for Mænd blev stiftet i 1988, har kriseramte mænd fra alle sociale klasser lagt deres vej forbi stedet. Lige fra fabriksarbejderen og lastbilchaufføren til folkeskolelæreren og ingeniøren. Mændene har døjet med alt fra krigstraumer til manglende lyst til livet efter en skilsmisse, sygdom eller længere tids arbejdsløshed.
Langt de fleste mænd kommer dog på centret, fordi de har været udsat for psykisk eller fysisk vold af deres partner. Ifølge personalet er det de mest grufulde ting, de har lagt krop til: Overfald med knive og sakse og slag med askebægre, våde gulvklude og haveredskaber. Nogle af mændene er så slemt tilredte, at de møder op på centret med forbindinger og et behov for både personlig pleje og smertestillende medicin.
John og Henrik er to eksempler på mænd, der dukkede op med fysiske skader. John, en mager, ældre herre, havde været udsat for et groft overfald fra konen og døjer i dag med varige mén på kroppen. Hun leder stadig efter ham, og derfor må John ikke forlade centret uden ledsagelse af personalet.
Henrik, en yngre mand, var i livsfare efter et alvorligt overfald fra flere mænd, efter han havde været sammen med den forkerte pige. Både John og Henrik lever i dag under adressebeskyttelse og fuld anonymitet. Derfor er det ikke muligt at beskrive dem eller deres situation yderligere.
De to øvrige beboere, Teddy og Carsten, behøver ikke kigge sig over skulderen, når de går gennem byen. Teddy, en midaldrende mand med stribede uldsokker i sandalerne og mørkeblondt hår, bor på centret, fordi han har vanskeligt ved at klare sig selv efter en blodprop i hjernen. Han er først nu ved at finde fodfæste og står til at flytte ind i sin egen lejlighed i næste uge efter et halvt års ophold på krisecentret.
Carsten, en fuldskægget og robust bygget mand omkring de 30, manglede både en bolig og struktur i sit liv. Han var kommet ud af sit misbrug, men havde mistet jobbet efter en arbejdsskade i hænderne. Gennem ni måneder havde han derfor overnattet på søsteren og svogerens sofa i deres hjem i Midtjylland. Da deres tålmodighed slap op, havde han ingen andre steder at tage hen.

***
”I ved godt, hvorfor fanger i fængslerne ikke må sende e-mails,” spørger Allan fra efterværnsgruppen ud i rummet.
Ingen når at svare, før han selv fortsætter.
”Det kan jo være, der er vedhæftet en fil.”
Latteren når hele vejen rundt. I dag sidder kun fire beboere ved det fint dækkede påskebord, men mange mænd ville ønske, de kunne tage plads ved siden af Henrik, John, Carsten og Teddy. I Horsens må personalet ligesom på landets tre øvrige mandekrisecentre nemlig afvise mindst én ansøger om ugen. For med kun fire værelser er der allerede fyldt helt op.
Mandekrisecentret får omkring 800 henvendelser om året, når både rådgivningssamtaler og ansøgninger om ophold regnes med. Dog er der flere gengangere. Og selvom mange af henvendelserne går på fysisk vold, er det typisk den psykiske vold, som tærer hårdest på mændene. Personalet på Horsens Krisecenter har oplevet flere eksempler på kvinder, der beskylder manden for at have misbrugt børnene i kampen om at få forældremyndigheden. Der har også været tilfælde, hvor konen har forsøgt at opsøge manden med et tæskehold, chikaneret ham over sms eller truet med at køre væk med datteren. Netop risikoen for at miste børnene er dét, mange mænd frygter mest.
Til påskemiddagen er alvoren for en stund pakket væk. Det svinder godt i maden, selvom det er urealistisk for gæsterne at sætte det hele til livs. Mens de alligevel gør forsøget, fyger drillerierne hen over spisebordet. På kryds og tværs mellem beboere og ansatte.
”Kan du huske dengang, du vandede plastikblomsterne,” spørger medhjælperen Annet centerets ’husalf’ Brian, der står for en stor del af madlavningen i det daglige.
Spørgsmålet vækker minder hos beboerne, og selv Henrik og John, der hidtil har været tavse, morer sig højlydt. Det får Annet til lynhurtigt at følge op med et nyt drøjt hug.